Orø i krig og fred
Justitsministeren, der valgte Orø fra
Mens resten af verden var i krig, og Danmark var besat af tyskerne fra 1940-1945, åndede der fred og ro på Orø.
En nedkastning af våben fra de allierede gik galt i april 1945 på et nedkastningsområde nord for Orø, men herudover mærkede man ikke meget til krigen. Der var selvfølgelig rationering som i resten af landet, men der var ingen grønne uniformer, og krigen kom aldrig til Orø. Men det var tæt på, at problemerne kom med freden.
Det var vigtigt for regeringen Stauning, at Danmark ikke blev erklæret besat af tyskerne. Regeringen Stauning ville beholde det danske demokrati, danske embedsmænd og ministre samt det danske retssystem og politi. Derfor valgte man – ganske kort fortalt – at samarbejde med tyskerne. Efterhånden som krigen skred frem, kom der krav fra tysk side, som pressede ministre og embedsmænd. Et forkert
valg kunne føre til tysk protest og evt. internering.
Således også for Thune Jacobsen, der tiltrådte som justitsminister den 9. juli 1941. Han arvede en sag om internering af de danske kommunister, som begyndte den 22. juni 1941. Det blev hans opgave at skaffe en lovhjemmel for frihedsberøvelsen af kommunisterne. I et tæt samarbejde med højesteretspræsident Troels G. Jørgensen fik han gennemført kommunistloven, der byggede på princippet om nødret. Den indebar blandt andet, at frihedsberøvelserne skulle godkendes af en dansk dommer.
Kommunisterne holdt Thune Jacobsen ansvarlig for den behandling, som de internerede blev udsat for under opholdet i Horserødlejeren – og for, at der den 29. august 1943 ikke blev givet et varsel, så de fik mulighed for at flygte fra lejren.
Thune Jacobsen søgte i dagene før den 29. august forgæves at få regeringen til at tage stilling til, hvordan man skulle forholde sig til de internerede kommunister i tilfælde af en tysk magtovertagelse. Han sørgede derfor for, at flest mulige blev overført fra Vestre Fængsel til Horserød, hvorfra mulighederne for flugt var bedre. Og han gav ordre til, at der fra det danske bevogtningspersonalets side ikke måtte skydes på de internerede i tilfælde af flugtforsøg.
Han sørgede imidlertid hverken for, at de internerede fik besked om, at tiden var inde til at komme væk, eller for, at portene til lejren blev åbnet. Det førte til at ca. 140 af de internerede ikke slap væk. De blev senere overført til koncentrationslejren Stutthof, hvor mange omkom.
Thune Jacobsens ministerperiode ophørte ved overgangen fra minister- til departementschefstyre den 29. august 1943, og den 20. oktober 1944 flygtede han til Sverige. Han følte, at besættelsesmagten havde mistanke om illegal virksomhed. Mistanken var begrundet. Han havde siden marts 1943 videregivet oplysninger til Secret Service og til modstandsbevægelsen.
Under opholdet i Sverige oplevede han kold luft fra de øvrige danskere, og han var derfor forberedt på, at han efter besættelsen ville blive stillet til ansvar for nogle af sine handlinger.
Den 19. maj 1945 vendte Thune Jacobsen tilbage til Danmark og stod i lighed med den tidligere trafikminister Gunnar Larsen i en vanskelig situation, fordi han ikke, som de øvrige samarbejdspolitikere, havde et partipolitisk tilhørsforhold, der kunne beskytte ham.
Aksel Larsen, formanden for Danmarks Kommunistiske Parti, blev arresteret af tyskerne i november 1942. Da hans forklaringer om forhør og tortur i Vestre Fængsel og ophold i koncentrationslejr blev offentliggjort efter krigen, og Thune Jacobsen urigtigt blev mistænkt for at være ansvarlig for Aksel Larsens arrestation, mente politiet, det var nødvendigt at holde ham skjult for at forhindre overlast.
Han ønskede selv at blive renset gennem en rigsretssag, men fandt ingen politisk støtte, hvilket var typisk for retsopgøret – der var travlt ved håndvasken.
Den 30. maj 1945 blev Thune Jacobsen anholdt på sin bopæl af en gruppe under BOPA bestående af 12 svært bevæbnede frihedskæmpere. De førte ham til en skole i Rødovre, hvor han sad i fire timer, inden han blev frigivet efter minister Frode Jakobsens indgriben.
Politiet havde svært ved at finde et sikkert sted til ham i Danmark. Det skulle være et sted, man kunne overvåge, og et sted, hvor der havde hersket ro og fred under krigen. Et sted, hvor folk ikke havde noget i klemme. Rigspolitiet fandt et sådant sted. Thune Jacobsen blev nemlig tilbudt ophold på Orø under politiets beskyttelse, men afslog det officielt.
Thune Jacobsen døde i 1948 og oplevede ikke den oprejsning og anerkendelse, han senere fik.
Med til historien hører, at Danmark under krigen 1940-45 formelt var en suveræn og neutral stat, som den tyske værnemagt bare havde overtaget forsvaret af. Danmark blev først i 2014 formelt anerkendt som en del af de allierede styrker. At anerkendelsen ikke skete før skyldes den danske såkaldte samarbejdspolitik i perioden fra 1940 til august 1943, hvor den danske regering i et vist omfang samarbejdede med den tyske besættelsesmagt for at undgå krigens ulykker på dansk jord og en nazificering af det danske samfund.
Kilder:
- Med tungen lige i munden af Ole Scharf, Politihistorisk forening
- På en uriaspost af E. Thune Jacobsen, Folmer Christensens Forlag
- Kampen om Danmark af Bo Lidegaard, forlaget Gyldendal
- To Skæbner E. Thune Jacobsen og. P. Knutzen. af Troels G. Jørgensen, Arne Frost-Hansens forlag.
- Orø under besættelsen ved lokalhistoriker Harald Petersen. Video produceret af Jesper von Staffeldt